Skattepolitik

Skattepolitik

Formål med SP's skattepolitik:

SP’s skattepolitik har til formål at skitsere de overordnede rammer og retningslinjer for SP’s håndtering/operering indenfor/ af gældende skatte- og afgiftsregler samt at skabe åbenhed og gennemsigtighed herom. 

Baggrund og politik:

Som børsnoteret selskab og investor i danske ejendomme samt nordiske børsnoterede selskaber spiller SP en væsentlig rolle i det danske samfund, hvor SP anerkender sin forpligtelse over for det danske samfund med hensyn til at betale lovpligtige skatter og afgifter bl.a. med henblik på at bidrage til et velfungerende samfund.

Som en ansvarlig virksomhed og som led i at udvise samfundsansvar udøver SP sine skatte- og afgiftsdispositioner efter principperne om ”best practice” og ”god skik” på skatte- og afgiftsområdet.

Det bærende princip for SP's skattepolitik er ordentlighed. Det indebærer, at SP betaler den skat, som virksomheden er forpligtet til i henhold til den til enhver tid gældende skatte- og afgiftslovgivning.

SP bidrager direkte til samfundet med betaling af selskabsskat, moms, flere former for energiafgifter, grundskyld, dækningsafgifter, stempeludgifter, registreringsafgifter m.v. Herudover bidrager SP via sine investeringer i andre selskaber/ejendomme indirekte til samfundet med afledte effekter, f.eks. medarbejdernes skatte- og afgiftsbetalinger.

Rammer og retningslinjer:

Ansvarlighed og åbenhed

SP har et mål om at føre en ansvarlig og åben skattepraksis, hvor skattemæssige dispositioner til enhver tid kan forklares og forsvares ud fra retmæssige hensyn overfor virksomhedens interessenter og offentligheden i øvrigt.

SP fører i den sammenhæng en åben dialog med skattemyndighederne. Særligt komplekse områder og spørgsmål håndteres ved anvendelse af fornøden ekspertise, hvor dette vurderes relevant.

Skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning;

SP tager afstand fra enhver form for skatteunddragelse. Herved menes, at SP ikke støtter eller medvirker til aktiviteter eller dispositioner, der, efter SP's kendskab, objektivt indebærer skatteunddragelse eller forsøg herpå. SP ønsker – i videst mulig udstrækning – at medvirke aktivt til at forebygge og modvirke skatteunddragelse.

SP tager endvidere afstand fra enhver form for aggressiv skatteplanlægning.

SP betragter aggressiv skatteplanlægning som en strategi til at udnytte formaliteter og ”huller” i skattelovgivningen alene med det formål at reducere skatteforpligtelser uden om eller i strid med lovgivers intentioner.

SP støtter således ikke eller medvirker til aktiviteter eller dispositioner, der kan betragtes som aggressiv skatteplanlægning.

SP's skattepolitik:

SP tilrettelægger skattebetalingerne, således at regler, praksis og den forventede hensigt med lovgivningen efterleves inden for alle gældende skatte- og afgiftsområder.

Herved tilrettelægger SIG ligeledes sin skattepolitik, således at SP – i overensstemmelse med lovgivers intention – undgår dobbeltbeskatning og sikrer fair konkurrence.

Denne balanceafvejning skal medvirke til at sikre, at SP betragtes som en ansvarlig betaler af skatter og afgifter uden at SP's konkurrenceevne forringes.

Samarbejde med andre parter:

Samarbejdet med SP's leverandører bygger på gensidig tillid, herunder at disse overholder gældende skattelovgivning. Bliver SP bekendt med, at vores medkontrahenter ikke overholder gældende skattelovgivning og skønnes det at have karakter af at være en bevidst handling, hvor der ikke er tale om ubetydelige forhold, vil SP – hvis kontraktmæssig muligt - afbryde samarbejdet.

SP har endvidere en klar forventning om, at SP's leverandører, underentreprenører og andre medkontrahenter ikke foretager skatteplanlægning i strid med SP's egen skattepolitik. Bliver SP bekendt med, at vores medkontrahenters dispositioner ikke er i overensstemmelse med SP's egen skattepolitik – f.eks. ved aggressiv skatteplanlægning – vil SIG, hvor der ikke er tale om et ubetydeligt forhold - og hvis kontraktmæssigt muligt - afbryde samarbejdet.

Lovregler og standarder:

SP vil overholde de til enhver tid gældende nationale og internationale regler på området inden for skatter og afgifter.